mandag den 21. marts 2011

Gymnasieelev: "Hvor er jeg dog træt af at skulle være lækker"

Gymnasieelev: Hvor er jeg dog træt af at skulle være lækker.

Vi unge skal være lækre hele tiden. Hvor er jeg dog træt af det, skriver 17-årig.

I dag er det vigtigste i verden at se godt ud. Det er løgn, men alligevel er det sandt.
I den verden, hvor unge mennesker lever i dag, er det ikke bare en mulighed at se godt ud. Du bliver nødt til det.

Og du skal se godt ud. For pokker, hvor skal man se godt ud. Det er ikke kun røv og maveskind, der skal sidde perfekt. Også ansigt, hår, makeup, negle, tænder og tøj skal være i orden. Men ikke nok med det.

Din personlighed skal også se godt ud. Den behøver ikke at være sød, den skal bare være tiltrækkende. Du skal ikke bare være lækker, du skal også vide, du er lækker, andre skal synes, du er lækker, og du skal vide, at andre synes, du er lækker.

Det er ikke så mærkeligt, at mange unge har dårligt selvværd. Det er ikke en ekspertudtalelse, og jeg har ingen fine målinger. Jeg ved det, for jeg ser det hver eneste dag:
Piger, der langsomt gnasker sig igennem en frokost bestående af vand, gulerødder og knækbrød. Drenge og piger, som bruger så meget tid og så mange penge på deres tøj, at de ikke kan tænke på andet.

Piger, der langsomt gnasker sig igennem en frokost bestående af vand, gulerødder og knækbrød. Drenge og piger, som bruger så meget tid og så mange penge på deres tøj, at de ikke kan tænke på andet.

Og piger, som sukker efter hende den lækre fra 3. a, hvis krop de gerne ville have.

Unge på min alder har sjældent andet end en svag idé om, hvem de er, alligevel føler de sig tvunget til at vise verden, hvor sikre de er på sig selv.

Hvis man ikke gør det, er man dødsdømt, og man kan lige med det samme droppe sin karriere som sej. For hvis du ikke er en type, er du ingenting.

Du kigger dig omkring og ser ikke andet end mennesker, du hellere ville være end dig selv. Det er ikke løgn, for du bliver tvunget til at promovere dig selv som en, du endnu ikke kender helt.
Hvis du ikke har været til mindst to fester den sidste måned, så er du mærkelig.

Hvis man ikke lige har en hed sms-chat kørende hver aften, så digter du en.
Hvis ikke du er festens midtpunkt, får gode karakterer, har haft mindst tre ekskærester, når du er seksten, eller indtager andet end gulerødder og klidboller, så er du ikke noget værd.

Det er et pres, som ligger på vores skuldre, der er grunden til, at størstedelen af os føler os enten for tykke, for dumme, for grimme, for høje, for lave, værdiløse, you name it.

En forgæves stræben efter det perfekte, som vi konstant bliver bombarderet med i modeblade, reklamer, på modeblogs osv., ender alt for tit op med at efterlade os fortabte og endnu mere forvirrede på vores identitet end før.


Konstant fortæller medierne os, hvordan vi burde være, hvad for noget tøj du skal gå i for at være cool, hvilken musik du skal kunne lide for at have god smag, og hvilke beskæftigelser du burde synes bedst om.
Alt sammen for at tjene penge og få os til at købe produkter, der hjælper os et trin op ad stigen til perfekthed.
De sætter vores selvværd til salg og hænger reklamer op med smukke, unge, tynde mennesker, der står i afslappede stillinger i spritnyt tøj.

Og hvor er jeg dog træt af det, men jeg ved også, hvor svært det er at modstå.
Selvpromoveringsbølgen kommer og tager dig, uden du ved det, og du opdager det først, den dag du indser, at du som gymnasieelev bruger mere tid på at tage tøj på om morgenen og på at tænke over, hvad fremmede tænker om dig, end du rent faktisk gør på din uddannelse.

Det er tidskrævende og opslidende, men også en ond cirkel, som er svær at komme ud af. Først og fremmest kunne vi jo håbe på et blad, der fortalte os, at vi er gode nok, som vi er?
Det vigtigste er jo trods alt at have det godt med sig selv. Men det er der selvfølgelig ikke penge i ... 


- Skrevet af Lotte Foged er 17 år og hun er gymnasieelev.

Ingen kommentarer: