Tak for en god tid, du vil aldrig blive glemt.

Dette er til en person, som jeg holder meget af. Men der er ingen kontakt, og 

det er der en grund til, som jeg vælger at holde privat.

Vi to har været meget igennem, og da vi begyndte at lære hinanden at kende. Det var skide fedt, og vi klingede lige med det samme, og vores venskab blev til flirt, og det var jo skønt.. Troede jeg. Fandt ud af du var en jaloux type, og jeg hader sådan noget.. Fordi du var pænt meget jaloux, og jeg sagde til dig, at vi blev nød til at stoppe dette, fordi det ville aldrig gå! Du blev sur, men samtidig skuffet på mig. Vi holdte en pause fra hinanden, og det varede faktisk pænt længe. Men du savnede mig åbenbart, og jeg savnede egentlig også dig, men det var jo mig der havde stoppet det, fordi det var det bedste for os begge. Det ville ikke blive et godt forhold, når du var så jaloux anlagt. Men vi fik kontakt igen, og vi blev enige om at få et venskab med hinanden, men det var overhovedet ikke det samme som før, så gik det lidt i "stå", og kontakten var fuck'd.. Pludselig kontakte du mig, og sagde om vi ikke skulle gi' det en chance til, og gentage flirten. Jeg sagde nej, du blev ikke sur.. Men ked af det, og det var hele var lige meget så, men jeg havde jo sagt det ikke ville gå. Jeg spurgte ham om det ikke ville være bedst, hvis vi droppede det her, vi kunne ikke ha' en flirt og vi duede ikke til at ha' en venskab. Så sagde du jeg var ligeglad med dig, og det var det sidste jeg var! Men 80% tiden vi skrev sammen, var diskussioner og jeg hadede det. Vi er fandens stædige begge to, og til sidst spurgte jeg ham ærligt: Vil du ha' en venskab fyldt med diskussioner eller undvære mig? Han svarede en mellem ting. Han kunne ikke undvære mig, men vil ikke ha' et venskab fyldt med diskussioner! Han ville bare ha' mig, men jeg sagde det kunne han ikke. Så blev det sådan, at vi ikke skrev sammen overhovedet. Så en dag, skrev jeg til ham vi aldrig skrev sammen, og vi ligeså godt kunne glemme hinanden. Så kom han med en roman om hvor meget jeg betød for ham, og det gjorde det meget svært at sige farvel. Men sagde begge farvel, han var ikke enig om at det var den bedste beslutning, men han accepteret mit valg, og nu... jeg savner ham, og det vi havde sammen, men han vil altid være noget specielt for mig, og være i mit hjerte. Fortryder ikke jeg har lært  ham at kende! Jeg ville ønske vores venskab havde været som i starten, og det ikke blev til en flirt, fordi så havde jeg haft ham i mit liv endnu, men nej. Men sådan er livet!